Renere miljø til gadekærene
Sorø Kommune har indgået en aftale med firmaet Microbes, om at benytte bakterier (mikroorganismer) til at få et renere miljø i 10 af kommunens gadekær.
Aftalen omfatter følgende gadekær samt to i hhv. Brandsmark og Stenlille – i alt ca. 12.000 m2 søflade:
– Alsted og Kirke Fjenneslev
– Bjernede og Slaglille
– Lynge Vest
– Niløse
– Skellebjerg
– Tersløse Syd
Inspirationen kom fra indslag på DR og TV2 her i august, samt de gode erfaringer opnået i Århus Kommune og Hovedstadens Forsyningsselskab.
Det hele er gået stærkt fra der først var besøg af Microbes i forrige uge til indgåelse af kontrakt og 1. udspredning sidste tirsdag. Det skyldes at effekten gerne skal opnås allerede i 2018.
Mindre bundslam, lugt og alger
Målet er en miljøforbedring i form af mindre bundslam og fjernelse af lugt og alger uden at forstyrre søens dyr og planter som ved en traditionel oprensning.
Og så koster det væsentligt mindre at få bakterier til at gøre arbejdet.
Til eksempel havde kommunen indhentet tilbud på oprensning af gadekæret i Tersløse syd. Slammet er forurenet med olie-forbindelser, og det ville koste omkring 230.000 kr. at få oprenset søen og sende slammet til jordrens/deponi. I stedet for vil en tilsætning af naturligt forekomne bakterier nu omsætte de organiske oliestoffer.
Forbedringer i de 10 gadekær opnås ved udspredning af bakterier i hhv. 7 uger her i 2018 og en kampagne på 10 uger henover sommeren 2019. Udgift i alt 200.000 kr.
Bakterierne er naturligt forekomne i naturen og helt uskadelige for dyr og mennesker. Meget mere info og dokumentation kan findes på Microbes.dk
Artikelbillede: http://www.kirkefotos.dk/_Landsdele/Sjaelland/Tersloese-Kirke/Store/21.html