Over 100 løbere deltog i det årlige Torveløb
Varm sommeraften
Det var en varm og stille sommeraften og alle løbere var klar til at indtage byen på en 4,2 km rute rundt i Dianalund. Opvarmingen før løbet tog Nicole fra Puls Fitness sig af, så alle var helt klar til at give den gas.
Starten gik på pladsen foran Sparekassen Sjælland-Fyn og det var i år formanden for DIF motion Sonja Pedersen der fløjtede løbet igang. Der var igen i år også løbeklubber fra slagelse og Høng. Derudover havde U10 drengene fra Dianalund Fodbold valgt at stille hele holdet med deres trænere. Dianalund/Tersløse Håndbold (DTH) havde ligeledes stillet med en hel del løbere.
Præmiere og lodtrækning
Efter løbet var der præmie til den hurtigste løber for herrer, damer, piger og drenge i både 4,2 km og 8,4 km. Efterfølgende var der lodtrækning om en masse flotte præmier fra butikker i Dianalund Centret og i Dianalund.
Sparekassen Sjælland -Fyn havde stillet vand og frugt til rådighed og Henrik Slagter stod klar til at lange pølser og steg med tilbehør over disken.