Det bliver den østlige rute udenom Tersløse
Sorø Byråd besluttede i forgårs at forsætte med skitseprojekt over den østlige rute udenom Tersløse. Dette skete efter at der var stillet forslag fra S, SF, og Enhedslisten om at Administrationen yderligere uddyber undersøgelse og beregning, således at der kommer et gennemarbejdet og sammenligneligt økonomisk og trafikalt beslutningsgrundlag med følgende tre mulige løsninger:
- En østlig omfartsvej med tilhørende cykelsti og sikre vejkrydsningsløsninger for cyklister, der hvor bilister og cyklister krydser hinanden.
- En syd-vestlig omfartsvej med tilhørende cykelsti og sikre vejkrydsningsløsninger for cyklister, der hvor bilister og cyklister krydser hinanden.
- En trafiksaneringsløsning gennem Tersløse, med tilhørende cykelsti og sikre vejkrydsningsløsninger for cyklister, der hvor bilister og cyklister krydser hinanden.
Indstilling godkendt
Dette forslag blev dog nedstemt, hvorefter den oprindelige indstilling fra Økonomiudvalget blev godkendt. Denne omfatter at der revideres i linieføringen således at Per Degns Vej videreføres ud til omfartsvejen og at der etableres bussluse og vendeplads ud for Holbergskolen. Derudover nedlægges en vandboring og en ny etableres længere væk fra den tiltænkte omfartsvej. Trafikken skal begrænses ved at opsætte forhindringer på Holbergsvej igennem Tersløse, og så skal det overvejes om Kammergave vest for omfartsvejen skal gøres blind for at undgå den bliver brugt som genvej. Endelig bliver der etableret cykelsti fra Bromme, øst for Kalundborgvej og nord for Tersløsevej ca 5 meter fra kørebanen, for at øge trafiksikkerheden for både billister og cyklister.