Succesfuld grønlandsaften på Kunstnergaarden
Der var fuldt hus og alle billetter var revet væk til Grønlandsaftenen på Kunstnergaarden.
Jonathan Tetzlaff fortalte på spændende vis blandt andet om den hårde træning forud for optagelsen til Siriuspatrujlen, hvad baggrunden for Siriuspatrujlen var og fortalte til sidst om selve turene over Nordøstgrønland på hundeslæde. Foredraget blev ledsaget af flotte billeder og videoer fra turen, og udstyret til slædeturen kunne besigtiges i pausen.
Mad og kunst fra Grønland
I pausen kunne der også nydes smagsprøver på grønlandske råvarer blandt andet hval, moskus og rensdyr. Derudover var der udstilling af grønlandske effekter, malerier, sælskind mm.