Kulturprisen i 2020 går til Gamle køretøjer i Stenlille.
Hver onsdag i sommerhalvåret fyldes Banevænget i Stenlille af glade bilentusiaster. Her handler det ikke om at have den nyeste model, de bredeste dæk eller det sejeste udstyr. Tværtimod skal køretøjerne have mindst 25 år på kilometertælleren, for at kunne være med. Gamle Køretøjer i Stenlille er blevet et tilløbsstykke og hædres nu af Kultur og Fritidsudvalget i Sorø Kommune for deres indsats for at skabe liv i lokalområdet.
Youngtimers, oldtimers, veteranbiler, veteranmotorcykler, veteranknallerter, veteranlastbiler og gamle cykler… Der er ingen smalle steder, når Gamle Køretøjer i Stenlille inviterer til onsdagstræf. Alle køretøjer uanset mærke eller stand er velkomne, blot de kan bevise, at de er mindst 25 år gamle. Til gengæld er der garanti for en hyggelig aften blandt andre, der deler samme interesse.
En to mange
Det startede ellers i det små med kun ganske få deltagere, men takket være en ihærdig indsats og en god portion stædighed, er det lykkedes initiativtageren Anders Gordon Brøndt, at gøre onsdagstræffene til et sandt tilløbsstykke med op til flere hundrede køretøjer. Der er også kommet salgsvogne, pokaler og merchandise til, men det er stadig hyggen, der er det vigtigste, og muligheden for at snakke med andre, der har den samme passion for gamle køretøjer.
Følg gruppen på Facebook: https://www.facebook.com/groups/VeteranbilerStenlille/
Hædres med Kulturpris 2020
De populære onsdagstræf er ikke gået ubemærket hen, og i 2020 valgte Kultur og Fritidsudvalget at tildele årets Kulturpris til arrangementet. Prisen overrækkes på onsdagstræffet den 16. juni kl. 19.00. Her vil Borgmester Gert Jørgensen og Formanden for Kultur og Fritidsudvalget Bo Christensen overrække prisen og være med, når pokalen for aftenens køretøj overrækkes.
Alle er velkomne – dog er der krav om Coronapas.
Fakta om kulturprisen:
Prisen går til en person, en gruppe eller institution, der har gjort en særlig indsats eller været nyskabende på det kulturelle område.
Prisen kan ikke søges, men uddeles på baggrund af en indstilling. Kulturprisen udgør 5000 kr.
Tidligere prismodtagere:
- 2019: SUP – Sorø Ungdomsprojekt
- 2018: Billedkunstner Soli Madsen
- 2017: Lørdag i Hallen
- 2016: Kyndelmisse
- 2015: Sorø Jazzfestival
- 2014: Bogcafeen i Stenlille Kulturhus
- 2013: Kunstnergaarden i Dianalund
- 2012: Helge Torm
- 2011: Kirsten Ernst
- 2010: Sorø Kultur og fritidscenter
- 2009: Liv i Stenlille for Stenlille Festivalen.
- 2008: Museumsdirektør Ea Stevns Matzon
- 2007: Ruds Vedby Borgspil
Artikelbillede: Bente Jønsson fra Pixabay