DIANALUND

Fik Dronningens Fortjenstmedalje efter 43 år på Filadelfia

Artikel af Lene Løvschall

Filadelfia holdt forleden afskedsreception for husassistent Mona Nielsen fra Munke Bjergby. Ved afskedsreceptionen fik hun Dronningens Fortjenstmedalje. Den tildeles for en fortjenstfuld indsats efter mindst 40 års uafbrudt ansættelse inden for samme ansættelsesmyndighed i den offentlige sektor. Mona Nielsen kan nu komme i audiens hos Dronningen ved førstkommende lejlighed. 

Mona Nielsen har arbejdet 43 år på Filadelfia, hvor hun begyndte i rengøringen som 18-årig. Det var et 3-måneders vikariat, som endte med en fastansættelse. Dengang var det nonner og søstre, som bestemte. De var skrappe, og man blev stillet til regnskab for den mindste fejl. 

– Jeg gjorde rent på værelserne og tørrede støv af. Der var altid utrolig meget nips. Vi gik og snakkede med de psykiatriske patienter og fungerede også som et bindeled mellem patienter og læger, forklarer Mona Nielsen. 

Mona Nielsen

Til Grønland for at se sin far

Siden kom moderne tider med computere og indtastninger af bestillinger af mad og varer. Den slags kaldte på kursusbænken. Mona Nielsen har været på alle Filadelfias afdelinger og blandt andet 12 år på værkstedet, hvor hun lavede pileflet, bagte og handlede med brugerne. En af dem var en grønlandsk kvinde. De to faldt godt i snak. Mona Nielsen fortalte, at hendes far boede på Grønland efter forældrenes skilsmisse, da Mona Nielsen var tre år. Det viste sig at den grønlandske kvinde kom fra samme by, som faren boede i. Ikke nok med det – hendes søster havde i en periode været gift med Mona Nielsens far, og Mona havde to halvsøskende. 

– Jeg havde ikke set min far i 25 år, men kvinden måtte vælge en ledsager til en rejse hjem til Grønland. Hun valgte mig. På den måde kom jeg til Grønland i 17 dage og genså min far, fortæller Mona Nielsen. 

Arbejdet på Filadelfia har altid passet Mona Nielsen godt. Hun blev gift og fik to børn. Det passede i lange perioder fint med jobbet på Filadelfia, hvor hun arbejdede fra kl. 6 til 13. Så var der tid til børnene om eftermiddagen. Huset i Munke Bjergby er nu betalt ud, så derfor er det tiden til livet på efterløn. 

– Jeg har altid været glad for at gå på arbejde. Jeg kan lide at gøre rent og servicere. Der er en god stemning. Jeg kan rigtig godt lide at servicere kursisterne – da jeg fik med kursisterne at gøre, tænkte jeg: Det er lige mig, fortæller en glad Mona Nielsen. 

Hun er utrolig præcis med sine opgaver og er set med lineal, når der skal dækkes op, så hun er sikker på, at alt er snorlige. 

Mona Nielsen mindes alle de nye tiltag – særligt de sidste 7-8 år. 

– Der er sket en kæmpe udvikling. Det er utroligt, at man kan blive ved med at finde på. Og det er helt utroligt, hvad han har nået at gennemføre. Udbringningen af maden blev fx lagt sammen med køkkenet, da det var mest hensigtsmæssigt. Min mor har ellers været ansat 24 år på Filadelfia, og hun sagde altid: Du skal aldrig arbejde i køkkenet. Men det endte jeg så med alligevel, smiler Mona Nielsen. 

del dette

Nyheder

velkommen til
DUR
Dianalund UdviklingsRåd
Lorem ipsum dolor sit amet, consetetur sadipscing elitr, sed diam nonumy eirmod tempor invidunt ut labore et dolore magna aliquyam erat, sed diam voluptua. At

Lorem ipsum dolor sit amet, consetetur sadipscing elitr, sed