
Oplev vekselvirkningen mellem kunstarter
Arrangør
Kunstnergården
Kategori
Kultur Udstilling
Doron Silberberg skaber unika-skulpturer i stentøj og bronze. De seneste år har han arbejdet med at udforske leret, som skulpturelt materiale. Skulpturerne er små magiske universer præget af finurlighed, fortælleglæde, saftige kommentarer, løssluppenhumor og ironiske hip til vores forskruede tilværelse. Han har fundet sit helt eget kunstneriske udtryk. Du får både brug for de humoristiske briller og det kritiske blik. Blikket er rettet mod dig og mig, mod mennesket. Du vil støde på fabelfigurer, enhjørninger med menneskelige masker, flyvende fuglemennesker eller var det en fisk? Fiskekongen? Kongefamilien? eller Klovnefamilien. Kasser, huse, kloder og øer. Doron Silberberg dimitterede fra Kunstakademiet i Jerusalem i 1975. Efter mange års virke som Art Director og illustrator skiftede han pen, papir og mus ud med stentøjsler og glasur.
Billedkunstner Birgitte Hansen viser grafiske tryk og unikaværker skåret i papir. Den moderne arkitektur og naturens store vidder er tydeligvis inspirationen til motiverne. Stilen er minimalistisk og præget af leg med former og farver. Målet er tydeligt harmoniske værker til glæde for beskueren. Birgitte leger konstruktivt med farver og geometriske former i et helt enkelt sprog. Birgitte sælger aldrig sine collager, men bruger dem som udgangspunkt for tryk. Motiverne egner sig bedst til serigrafi og til giclée. Begge teknikker er meget kostbare, så der arbejdes med meget små oplag. Hun har gennem mange år arbejdet med billedkunst som underviser i kunsthistorie, kunstforståelse og tegning og grafik og har haft stor glæde af at nyde andres billeder og forsøger at finde skiftende udtryk til skiftende tider.
Billedkunstner Lene Lundgaard bor i Slots Bjergby og blev i 2012 årets kunstner i Slagelse. Akrylmalerierne viser en kraftfuld formstyrke båret af viljen til at gå i dialog med lærredet. Farverig kolorist helt ud til fingerspidserne. Fabulerende motiver i takt med fantasiens rejse. Der kan gemme sig små finurlige udtryk i motiverne som er åbne og modtagelige for forskellige fortolkninger afhængig af øjnene som finder dem. Det er abstrakte billeder med en sikker komposition. Ideerne er mange, ligesom der arbejdes med forskellige størrelser og farveserier. Lene Lundgaard er uddannet lærer og har siden 1998 været fuldtidskunstner.
Udstillingen er åben lørdag og søndag fra kl. 14-17 i perioden 1. juli – 16. juli, hvor en af de udstillende kunstnere vil være til stede.
Saltofte Larsen Samlingen er åben i samme tidsrum dog mod entré.