Holberg og 500 året for reformationen
Arrangør
Tersløsegård
Kategori
Foredrag
2017 er jubilæumsår for optakten til reformationen i 1517, da Luther opslog sin teser på kirkedøren i Wittenberg. Jubilæet er ikke Holbergs. Men som i så mange andre sammenhænge har han også her spillet sin rolle med meninger og tanker om religion. Kristian Østergaard åbner på den baggrund Tersløsegaards sæson. Kristian er sognepræst i Sorø Klosterkirke, hvor Holberg ligger begravet i sin sarkofag.
Sognepræsten er en frygtløs debattør
Kristian Østergaard er kendt for sin indsigt, sit stærke engagement og sin overbevisning om, at kristendommen er det bærende element i vores kulturhistorie. Foruden sin teologiske uddannelse er han også exam. art. i litteraturvidenskab. Derudover har han udgivet flere bøger, senest ”Mirakler og milepæle” der kom sidste år samtidig med Kristians 50 års fødselsdag. I flere år har han gjort sig bemærket som frygtløs debattør, flittig klummeskriver i Kristeligt Dagblad og medlem af Islamkritisk Netværk.
Holberg var en god lutheraner
Ludvig Holberg beskæftigede sig ofte med religion, både i sine epistler, sine moralske tanker. Ikke mindst i romanen Niels Klim om den unge norske teolog, der oplevede flere alternative samfund i jordens indre. Holberg var en god lutheraner, men han brød sig bestemt ikke om den enevældige kong Christian VI’s strenge pietisme med dens forbud mod teater, dans og forlystelser. Den oplyste Holberg inddrog fornuft og erfaring i den menneskelige erkendelse, men uden at bryde med kirken.