Svanemærket modulbyggeri i Troldehaven vedtaget

Børnehuset Troldehaven skal rives ned, og et nyt, Svanemærket Troldehaven skal bygges. Det besluttede Sorø Kommunes kommunalbestyrelse på et lukket møde den 22. juni 2023. Vinder af udbuddet, JJ Tømrer & Snedker A/S, forventer at gå i gang med arbejdet efter sommerferien.

Sorø Kommunes Kommunalbestyrelse vedtog på et lukket møde den 22. juni 2023 at opføre en ny, Svanemærket daginstitution til børnehaven Troldehaven på Sømosevej i Dianalund. Det blev samtidig besluttet, at den eksisterende Troldehaven skal rives ned.

”Vi har nu indgået aftale med totalentreprenør JJ Tømrer og Snedker A/S, som blev vinder af udbuddet. Det er vi meget glade for. Vi modtog fire meget spændende tilbud, som alle blev bedømt af et bredt bedømmelsesudvalg med repræsentanter fra Børn og Undervisningsudvalget, Troldehaven og Byg og Anlæg i Sorø Kommune,” fortæller projektleder Jan Holme Thomassen fra Sorø Kommune.

”Vi er glade for totalentreprisen for Sorø Kommune og glæder os meget til samarbejdet,” udtaler Jesper Skovby, indehaver af JJ Tømrer & Snedker A/S.

Byggeriet forventes at starte op efter sommerferien, efter der er søgt om nedrivningstilladelse af den eksisterende bygning.

Formand for Natur, Teknik og Planudvalget, Bo Christensen, udtaler:

”Jeg er rigtig glad for, at vi opfører byggeriet med en Svanemærket certificering, ligesom det også er tilfældet med renoveringen på Holbergskolen. Også i Troldehaven får vi nu en bygning, der lever op til nutidens krav om byggematerialer og energiforbrug.”

Nyt svanemærket modulbyggeri på Sømosevej

Den eksisterende daginstitution på Sømosevej blev lukket ned ved udgangen af 2017, da der blev fundet skimmel i tagkonstruktionen. Troldehaven har siden måttet få hverdagen til at fungere på to mindre arealer på Lundetoftevej. Den nye daginstitution har derfor været længe ventet og med stort politisk fokus på at få Sømosevej i anvendelse igen.

Jakob Spliid, Formand for Børn og Undervisningsudvalget, udtaler:

”Jeg er glad for, at vi nu skal i gang med byggeriet. Jeg glæder mig til, at Troldehavens børn og personale snart kan flytte tilbage på den skønne, store grund tæt på Holbergskolen og i helt nye, moderne og Svanemærkede rammer.”

Den nye svanemærkede daginstitution får et forventet bruttoareal på 900 m2 og skal huse tre grupperum til børnehave og to grupperum til vuggestue. Institutionen opføres som en moderne institution ud fra nutidige pædagogiske, drifts-, og myndighedsmæssige krav, som er anderledes i dag end tidligere.

Gennem brugerinddragelser har brugere været med til at sætte præg på udformningen, og der er bl.a. tænkt i gode personalefaciliteter, fleksible fællesarealer, garderober med direkte tilknytning til de enkelte stuer og meget andet.

”Vi er rigtig glade for det forløb, der har været, og vi har været godt inddraget hele vejen igennem,” fortæller Charlotte Kupiec, pædagogisk leder i Børnehuset Troldehaven. ”Der har været et godt samarbejde med bygherrerådgiver, arkitektfirmaet Arkiplus A/S, og vi i udvalget har haft nogle gode dialoger hele processen igennem.”

Det nye Børnehuset Troldehaven forventes at kunne tages i brug umiddelbart efter sommerferien 2024.

Foredrag om Vild med Vilje og hvordan alle kan være med

Der var godt 30 tilhørere til Naturgruppens foredragsarrangement med direktør og naturvejleder i foreningen Vild med Vilje, Christina Kaaber-Bühler, som fortalte om biodiversitet og hvad vi selv kan gøre.

Variation skaber liv

Det værste er en have bare med græs der bliver slået regelmæssigt. Det bedste er at lave forskellige levesteder med f.eks. vand i haven (kan bare være et stort fad man fylder regelmæssigt), sten, kvas (er det bedste insektbo - ikke dem man køber), blomster, man kan se på www.vildmedvilje.dk, hvilke er hjemmehørende og hvilke der er konkurrerende f.eks. brændenælder, der let kan tage overhånd. Frugttræer er også godt for insekterne og variation af planter, så noget der blomster tidligt og sent.

Frøposer er dyre

Poser med vilde blomster frø er udemærket, men typisk ikke holdbare i længden og dyre (skal gensås for at holde år efter år), så derfor er det bedst, at finde de hjemmehørende vilde arter og tage frø fra disse. Tidsler er gode nektar ressourcer for bierne, men det er vigtigt at huske, at klippe frøstanden af efter blomstring ellers kan de let tage overhånd.

Så vild med vilje er ikke om IKKE at gå i haven, men mere, hvad man man har i haven og hvad man holder nede.

Test din have

Du kan tage en test af din have ved at kigge på scorekortet fra Aarhus Universitet, der enkelt beskriver hvilke tiltag, der kan gøres for at få lidt mere biodiversitet ind i haverne.

Selvom man kan score fra 0 til 60 bliver der også i pjecen gjort opmærksom på at private have næppe når over 20 og de fleste almindeligvis ikke scorer over 10, men at det rimelig enkelt godt kan lade sig gøre, at komme op på mellem 15 og 20 point.

Hent pjecen lige her: Scorekort for biodiversitet

Naturgruppen kunne godt bruge flere

Foredraget var arrangeret af Naturgruppen og Dianalund Udviklingsråd og Naturgruppen kunne godt bruge flere, gerne en med gartnererfaring, så er du interesseret er du meget velkommen til skrive til dem på naturgruppen@dianalund.dk

Bliv medlem af DUR

Er du ikke allerede medlem, skulle du tage at blive det, så er du med til at støtte op om lignende arrangementer og alt det andet gode DUR arbejder for i Dianalund.

Artikelbillede

Lokalarkivet er lukket i juli måned

Lokalarkivet i Dianalund på Sømosevej 44 er lukket i juli måned. Men hvad skal den historieinteresserede så lave indtil da?

Der er flere muligheder: 

  • Spille på E-wall’en På Banen bag Multibanen, her har Jørgen Mogensen lavet et spil om historien i Dianalund by. Du skal bruge din IPhone eller IPad og downloade appen ”play alive”. Der er wi-fi ved E-wallen, så det går let. I appen henter man så spillet ”Kend din by”
  • Er man ikke til IPhone og IPad kan man tage bogen ”Guidede cykelture omkring Dianalund”. Heri er der 8 cykelture, med fortællinger på udvalgte steder om vor egn i gamle dage. Bogen kan lånes på biblioteket.  
  • Skulle det blive regnvejr, kan man læse en bog. I alt er der udgivet over 30 bøger om lokalhistorien her i Sorø kommunes Nordvestkvarter. F.eks. De 13 bøger ”Langs Landevej 255”, ”Dianalund Besat 1940-1945” eller ”Dianalund før og Nu”. Bøgerne kan alle lånes på biblioteket.

Æ ndringsforslag til kommunens kollektive trafik er sendt i høring

Frem til den 6. august 2023 kan borgere i Sorø Kommune komme med kommentarer til kommunens forslag til ændringer af den kollektive trafik. Forslagene er netop sendt i seks ugers offentlig høring.

Hvordan skal den kollektive trafik se ud i Sorø Kommune i 2024? Det skal Movia have svar på ved udgangen af oktober måned.

Kommunens center for Teknik, Miljø og Drift har derfor i samarbejde med Movia set på mulige ændringer og optimeringer af den kollektive trafik i Sorø Kommune. Forslagene til disse optimeringer og ændringer er netop lagt ud i seks ugers offentlig høring.

Alle kommunens borgere kan frem til den 6. august 2023 indsende kommentarer til det, der præsenteres i høringsmaterialet. Materialet er lagt på Sorø Kommunes hjemmeside.

Høringssvar skal indsendes på mail til trafik@soroe.dk og bliver efter høringsfristens udløb forelagt til politisk beslutning sammen med det endelige oplæg til den kollektive trafik.

Yderligere informationer

Høringsmateriale vedr. den kollektive trafik i Sorø Kommune, 2024: Høring om kollektiv trafik | Sorø Kommune (soroe.dk)

Sankt Hans i Byparken

Der var mødt omkring 200 børn og voksne op til en hyggelig Sankt Hans Aften i Byparken med stort lotteri, kagesalg, og salg af diverse drikkevarer, så alt var næsten som det plejede at være.

Men i år var bålet erstattet af en raftekonstruktion. Spejderne fra KFUM Ludvig Holberg Gruppen og De Grønne pigespejdere havde bygget den af forskelligt træ, der var taget med fra spejderhytten. Nu kunne børnene så komme og sætte deres egne tegninger af flammer på ”bålet”, så det alligevel kunne blive ”tændt”.

Før bålet blev helt tændt blev der holdt båltale ved børnebogsforfatter Mette Tingholm og mens bålet brændte, blev bålsangene sunget for af Isabella Santi samtidig med en stor flok dansede omkring ”bålet”.

Regnskab for lotteriet

Herunder ses det samlede regnskab for det store lotteri i forbindelse med Sankt Hans i Byparken

Svanemærket totalrenovering af Holbergskolens Bygning G kan gå i gang

Sorø Kommune har indgået aftale om en svanemærket totalrenovering af Holbergskolens bygning G, som kommunalbestyrelsen vedtog endeligt på kommunalbestyrelsesmødet den 24. maj 2023. Kommunalbestyrelsen vedtog samtidig, at der ved udgangen af 2023 tages politisk stilling til, om der ligeledes skal sættes en svanemærket renovering af Bygning F i gang, hvilket indgår som en mulighed i den indgåede aftale.

Sorø Kommune har indgået aftale med totalentreprenør KABI Entreprise A/S, der har vundet kommunens udbud, og ser meget frem til samarbejdet med KABI Entreprise, skolens personale og forældrebestyrelsen.

”KABI Entreprise har god erfaring med renoveringen af skoler og daginstitutioner samt totalentrepriser, hvilket også har været et af udbudskriterierne,” fortæller Jan Holme Thomassen, projektleder i Sorø Kommune.

Birger Daurehøj, Administrerende direktør i KABI Entreprise A/S, udtaler:

”Vi er naturligvis meget glade for at kunne sætte en underskrift på kontrakten med kommunen. Vi glæder os til at skulle i gang sammen med vores stærke rådgiverteam Mangor & Nagel.”

Byggeriet forventes at blive sat i gang efter sommerferien med sanering og nedrivning, og det forventes, at den nyrenoverede Bygning G kan tages i brug umiddelbart efter sommerferien 2024.

Svanemærket renovering

Holbergskolens Bygning G på 1560 m² er opført i 1982 og har et stort behov for renovering, modernisering og genopretning. Udvendigt skal bygningens tag renoveres og efterisoleres, og der bliver monteret nye facadepartier, mens både vægge, lofter og gulve skal renoveres i klasselokalerne. Et centralt fokus er modernisering og inddragelse af fællesarealer, så de bl.a. kan anvendes i undervisningen. Her bliver der etableret ovenlys for at sikre et meget bedre lysindfald på de nuværende fællesarealer.

Den svanemærkede renovering sikrer miljøsanering og stiller krav til de materialer, der anvendes, ligesom der også er skærpede krav til og krav om dokumentation ift. indeklima og energiforbrug efter renoveringen.

Formand for Natur, Teknik og Planudvalget, Bo Christensen, udtaler:

”Det har været en længere proces at nå hertil, og derfor er det en stor glæde, at vi nu har fundet den bedste løsning for Holbergskolen. Sorø Kommune har et stærkt fokus på bæredygtighed, hvilket den svanemærkede renovering taler ind i. Vi får nu gennemført en totalrenovering af en ældre bygning, så den lever op til nutidens krav om byggematerialer og energiforbrug.”

Jan Holme Thomassen tilføjer:

”Sorø Kommune har haft et stort samarbejde med bygherrerådgiver JJW Arkitekter A/S, som har hjulpet med udarbejdelsen af tilbudsmaterialet til den svanemærkede totalrenovering i samarbejde med byggeriets øvrige interessenter, skole og forældrebestyrelse.”

Bygningen skal efter planen huse 3.-5. klasses elever samt skolekøkken, og formand for Børn og Undervisningsudvalget, Jakob Spliid, ser frem til, at renoveringsarbejdet bliver sat i gang:

”Jeg er utroligt glad for, at vi nu kan komme i gang med renoveringen på Holbergskolen, så eleverne kan få de bedste rammer for læring. Særligt kommer moderniseringen af fællesarealerne til at gøre en forskel, ligesom kravene til indeklimaet kommer til at have betydning for læringsmiljøet i bygningen.”

Begge Sankt Hans arrangementer afholdes dog uden bål

Slagelse Brand og Redning har besluttet at indføre et målrettet afbrændingsforbud Sankt Hans aften. Det betyder, at det ikke vil være lovligt at tænde bål i Sorø kommune på fredag. Afbrændingsforbuddet træder i kraft fredag den 23. juni kl. 9 og slutter lørdag den 24. juni kl. 9.

Afbrændingsforbuddet skal ses i lyset af tørkesituationen og en konkret vurdering af faren ved de mange bål.

Begge Sankt Hans arrangementer afholdes

Både Sankt Hans i Børnehøjde der afholdes i Byparken og Sankt Hans ved Tersløsegaard bliver afholdt, selvom man ikke må brænde bål i år. Du kan læse mere om begge arrangementer herunder.

I perioden mellem fredag den 23. juni kl. 9 og lørdag den 24. juni kl. 9 er det ikke lovligt at tænde bål udendørs. Forbuddet gælder enhver form for afbrænding af bål (uanset om det er med kul, træ, briketter eller andet brændsel), herunder også afbrænding i bålfad eller på bålplads, afbrænding af haveaffald, skovaffald, øvrigt affald, halm, siv og lign. Forbuddet gælder også på og ved søer.

Afbrændingsforbuddet omfatter kun afbrænding af bål. Det vil sige, at det fortsat vil være lovligt at grille Sankt Hans aften. Selvom der ikke er indført et totalforbud mod kulgrill, ukrudtsbrændere mm., opfordrer Slagelse Brand og Redning til forsigtighed.

Sommerferielæsning for børn

Er du mellem 6 og 14 år kan du læse tre bøger i din sommerferie og anmelde dem på biblioteket i Dianalund eller Sorø.

Sådan deltager du

For at deltage i sommerlæsning for børn skal du læse tre bøger og fortælle om dem. Du bestemmer helt selv, hvilke bøger du vil læse.

Når du har læst dine tre bøger og skrevet lidt om dem, skal du komme ind på et af de to biblioteker for at aflevere din anmeldelse. Her må du også meget gerne fortælle om bøgerne til en bibliotekar. Når du har afleveret din anmeldelse og fortalt bibliotekaren om dine tre bøger, fortjener du en præmie! Derfor får du en bogpræmie, en goodiebag og en kæmpe highfive.

Ved at være med i sommerlæsning for børn, deltager du samtidig i en konkurrence om en større læsepræmie. Vi finder vinderen af den store læsepræmie når sommerferien er slut.

Du kan hente blanketten som du skal udfylde lige herunder

Artikelbillede: Image by pch.vector on Freepik

Kulturlørdag i bagende sol

Det var en skøn skøn tidlig sommerdag, med sol fra en skyfri himmel. Folk fra Lokalarkivet i Dianalund var gået sammen om at lave en kulturweekend, der startede fredag aften med kulturnat hvor alle kulturinstitutioner i Dianalund havde åbnet deres døre. Weekenden fortsatte lørdag med at samle forskellige kulturaktiviteter og foreninger i og omkring Dianalund Borgerhus.

Skumfidusristning

Her havde man fået Dianalund spejderne fra De grønne pigespejder og KFUM spejderne til at sætte både bål, telt og deres lejrspisebord op, så man rigtig kunne få et indtryk af hvordan det var at være spejder. Man kunne også deltage i skumfidus ristning over bål, et orienteringsløb omkring på pladsen og sæbekasseræs.

Klappegris

Inde på biblioteket var der mulighed for at komme og klappe på nogle meget søde små grislinger, og udenfor havde Henrik Slagter stillet op med stor grill, hvorfra der blev serveret bøfsandwicher og pølser. Lige ved siden af stod Alsidige Kvinder parat med kaffen og kagen til dessert, det hele kunne nydes for amfiscenen hvor Harmonikavenner Vestsjælland spillede kendte danske sange.

DUR var også tilstede

Dianalund Udviklingsråd var naturligvis også til stede med en stand hvor Naturgruppen havde delte gratis frøposer ud med blandede vilde blomster. Man kunne også få snak med gruppens medlemmer og formanden for DUR Kristine, om gruppens og DURs arbejde og hvorfor man skulle tage at blive medlem.

Læs også: Er du også VILD med vilje

Foredrag om slægtsforskning

Senere på dagen holdt Lokalarkivet Dianalund et foredrag om hvordan man kan bruge internettet til slægtsforskning.

Sorø Kommune indbyder til borgermøde om Sorø Kommuneplan 2023-2034.

Forslaget til Sorø Kommuneplan 2023-2034 er netop blevet sendt i offentlig høring fra den 31. maj til den 23. august 2023.

I den forbindelse inviterer Sorø Kommune alle interesserede til et borgermøde om kommuneplanforslaget den 20. juni kl. 19-21 på Sorø Borgerskole [Find vej]. Her vil repræsentanter fra kommunen præsentere kommuneplanforslaget, og der vil være mulighed for at stille spørgsmål og komme med input til planen.

På Sorø Kommunes hjemmeside kan man finde forslaget til Sorø Kommuneplan 2023-2034 samt information om, hvordan man i høringsperioden kan indsende kommentarer til forslaget.

Langsigtet plan

Kommuneplanen er kommunalbestyrelsens langsigtede plan for kommunens udvikling. Den indeholder kommunalbestyrelsens planer for kommunens udvikling i de kommende 12 år. Kommuneplanforslaget er udarbejdet i forlængelse af Vision og Planstrategi 2026 (Vision 2026), som blev vedtaget af kommunalbestyrelsen den 1. marts 2023.

Kommuneplanen fastsætter de overordnede mål og retningslinjer for kommunens udvikling, både i byerne og i det åbne land. Med kommuneplanforslaget vil der blandt andet blive afsat nye områder til boliger, og der vil blive peget på ændret anvendelse af visse områder til både boligformål og detailhandel.

Et nyt tema, der er blevet indarbejdet i kommuneplanen, er strategisk landsbyplanlægning. I den forbindelse er der udarbejdet en landsbyanalyse for 12 af kommunens landsbyer, som beskriver kvaliteter, udfordringer og potentialer for de enkelte landsbyer i forhold til den fremtidige udvikling.

Derudover er der blevet revideret temaer i forhold til solcelleanlæg, skovrejsning, lavbundsarealer og klimatilpasning i kommuneplanforslaget.

Sorø Kommuneplan 2023-2034 vil blive endeligt behandlet i kommunalbestyrelsen den 13. december 2023.

Yderligere informationer

Du kan finde forslaget til Sorø Kommuneplan 2023-2034 her: Klik her