Helle Wagner Gehlert bliver ny økonomi- og stabsdirektør i Sorø Kommune

Helle Wagner Gehlert kommer fra en stilling som direktør for Økonomi & Personale i Gentofte Kommune og har tidligere haft ledende stillinger i Albertslund og Gladsaxe kommuner.

Stillingen som økonomi- og stabsdirektør i Sorø Kommune er en nyoprettet stilling, der udspringer af Økonomiudvalgets beslutning fra 23. februar om at foretage en opdatering af den kommunale administrative organisation.

Borgmester Gert Jørgensen siger: 

”Jeg glæder mig til samarbejdet med Helle Wagner Gehlert. Helle har en bred kommunal erfaring med at lede både økonomi og andre stabsfunktioner, og jeg tror, hun vil være den helt rette til at sikre, at Sorø Kommunes stabsfunktioner bedst muligt understøtter den samlede organisation og bidrager til hele kommunens udvikling til glæde for borgere og virksomheder.”

Helle Wagner Gehlert siger: 

”Sorø Kommune er en ambitiøs kommune med nogle tydelige politiske visioner og mål, som jeg glæder mig til at være med til at omsætte i praksis i samarbejde med politikere, medarbejdere og borgere. Jeg glæder mig også til at være med til at udvikle kommunens tværgående stab, så vi styrker helhedsblikket på opgaverne til gavn for kommunens borgere.”

Helle Wagner Gehlert kommer til at stå i spidsen for seks stabsfunktioner og herunder også for kultur, fritid og erhverv. Hun siger:

”Jeg ser det som et stort plus, at jeg som økonomi- og stabsdirektør også har et meget direkte, borger- og virksomhedsrettet fokus i form af kultur- og fritidsområdet og erhvervsområdet. Jeg ser kultur, fritid og erhverv som stærke drivkræfter i udviklingen af kommunens mange stærke lokalsamfund, og jeg glæder mig til at komme tæt på kommunens borgere og virksomheder.”

Helle Wagner Gehlert tiltræder 1. juni. 

Blå bog

Helle Wagner Gehlert kommer fra en stilling som direktør for Økonomi & Personale i Gentofte Kommune. Hun har tidligere været chef for Økonomi & Stab i Albertslund Kommune og bestredet en række ledelsesposter i både Albertslund og Gladsaxe kommuner. 

Hun er uddannet cand.oecon. fra Århus Universitet og har desuden en Master of Public Administration, Copenhagen Business School.

Helle Wagner Gehlert er 57 år og mor til tre voksne sønner. Hun bor i København. 

Prinsesse Marie besøger Filadelfia

Prinsesse Marie besøger Filadelfia 2. maj kl. 13-16, når Filadelfia holder sit officielle 125-års jubilæum. Det er dog ikke første gang Prinsesse Marie besøger Filadelfia da hun er protektor for Epilepsiforeningen, og dermed har deltaget i diverse arrangementer på Filadelfia.

Regionsformænd, borgmestre, professorer og en række samarbejdspartnere vil fejrer Filadelfias 125-års jubilæum sammen med prinsessen. 

Dagens program

Dagens program bliver styret af konferencier Peter Qvortrup Geisling. Filadelfias bestyrelsesformand Leif Vestergaard Pedersen byder velkommen til de 100 gæster, hvorefter Prinsesse Marie holder tale. 

Filadelfias historie bliver fortalt og den nyeste forskning præsenteres. Desuden fortæller en af Filadelfias unge patienter Olivia Alberg, om sit livet efter at have gennemgået epilepsikirurgi i 2019, hvor hun i en tv-dokumentar på DR medvirkede i programmet: ’Kampen for et bedre liv’. Hun har ikke haft epileptiske anfald siden. 

Prinsesse Maries besøg afsluttes med en rundvisning i Neurofysiologisk Afdeling, hvor den nyeste teknologi og forskning vises frem. Undervejs får Prinsessen også lejlighed til at tale med patienter. 

- Vi er rigtig glade for, at Prinsesse Marie kommer og fejrer dagen med os, så vi sammen kan sætte fokus på hjernen - med hjertet. Prinsessens interesse er en vigtig støtte for os i arbejdet med forskning og udvikling, så ny teknologi og viden forbedrer indsatsen for patienterne, siger administrerende direktør Jens-Otto Skovgaard Jeppesen. 

Filadelfia glæder sig til at fejre jubilæet med samarbejdspartnere i regioner, kommuner, hospitaler, universiteter og patientforeninger. Det er blandt andet et godt samarbejde, som har været med til at skabe fremskridt for patienterne gennem 125 år.

Baggrund om Filadelfia

Filadelfia er rigtig stærke til at diagnosticere og behandle – ikke mindst fordi der samles mange patienter med kompliceret epilepsi på hospitalet. Det er meget komplekst at identificere det område i hjernen, hvor de epileptiske kommer. Der ligger mange timers arbejde bag udredningen, som klares af et tværfagligt team med læger, fysiologer, psykologer og mange flere. Behandlingen er de seneste år blevet endnu mere effektiv ikke mindst på grund af genetik, personlig medicin og specialdiæt. 

I begyndelsen blev der indlagt ca. 50 patienter årligt. I dag har Filadelfia 6000 ambulante patienter på det landsdækkende hospital og 1350 patienter bliver årligt indlagt – på enestuer med moderne teknologi. Filadelfia kan hjælpe flere end vi gør i dag. Specialbehandling og en tidlig indsats gør en forskel. 

Foruden epilepsihospitalet rummer Filadelfia også et rehabiliteringscenter for hjerneskadede, 4 døgn- og dagtilbud samt en specialskole og landsdækkende specialrådgivning. 

Fakta 

55.000 mennesker har epilepsi i Danmark. Epilepsi er en sygdom i hjernen og dækker over 200 forskellige varianter. 

Nye hjemmesider for Sorø Kommunes dagtilbud

Sorø Kommunes dagtilbud er kommet på nettet. Med nye, mobilvenlige hjemmesider kan både nye forældre og potentielle medarbejdere få et indblik i børnehusenes og dagplejens hverdag.

Britta Huntley, der er områdeleder for Område Nord, siger:

”Hjemmesiderne er først og fremmest med til at sætte dagtilbuddene på landkortet. Nye forældre kan gå på opdagelse og få et indtryk af de forskellige dagtilbud, før de vælger dagtilbud til deres børn. Og forældre til børn i dagtilbuddene får endnu bedre muligheder for at følge med i hverdagens aktiviteter.”

Pædagoger, kig her! 

Men hjemmesiden tjener også et andet vigtigt formål, fortæller Johanna Jonsdottir, der er områdeleder i Område Syd.

”Vi henvender os også til pædagoger, pædagogiske assistenter og studerende, som gerne vil vide mere om mulighederne for at arbejde i et af vores dagtilbud. Vi har en fantastisk vifte af vidt forskellige, skønne dagtilbud, så hvad enten man drømmer om at arbejde i en stor eller en mindre institution, på landet eller i byen, med udeliv og natur eller kreativitet og demokrati i børnehøjde, så findes muligheden hos os,” siger hun.

Hjemmesideadresserne

Find de nye hjemmesider her: dagtilbudsoroenord.aula.dk og dagtilbudsoroesyd.aula.dk

Artikelbillede: Alsted-Fjenneslev Børnehus. Fotograf Søs Savage

19.196 til Kræftens Bekæmpelse en forårsdag i Dianalund Centret

Der blev samlet hele 19.196,- fra aktiviteterne i Dianalund Centret med auktion på donerede varer, salg af kaffe, kakao og kage ved Alsidige Kvinder samt spinningeventet der blev afholdt af Puls Fitness.

Det var en oplagt auktionarius Henrik Billstrøm, der fik de fremmødte til at byde på de mange flotte donerede varer fra byens butikker og erhvervsdrivende.

Flemming Skovbjerg og Torben Seifert der er arrangørerne bag selve auktionen er meget tilfredse med det samlede resultatet som bliver overført til Kræftens Bekæmpelse.

Dianalund Centret vil gerne takke de mange fremmødte deltagere, som var med til at lave et anderledes event for det gode formål.

Affaldsindsamling med 26 frivillige

Sorø-Dianalund Y-Men’s klub havde arrangeret affaldsindsamling i Dianalund fra kl. 9.30 til 12. Affaldsindsamlingen er Danmarks Naturfredningsforenings årlige indsamling af affald i naturen, hvor der arbejdes for et Danmark fri for affald.

Der mødte 26 frivillige op fra Y-men, spejderne og interesserede fra byen, hvorefter der blev fordelt 13 ruter ud i hele Dianalund, og der blev som man kan se på billederne indsamlet rigtig mange sække fulde.

Efter indsamlingen havde Super Brugsen i Dianalund sponsoreret pølser og brød som blev grillet ved Den Røde Lade ved skovsøen.

Fotos og tekst: Lisbeth Bjældager

DGI Partnerskab bevæger børn og pædagoger og dagplejere

Onsdag aften den 23. marts påbegyndte Børnehuset Troldehaven at blive et DGI idrætscertificeret børnehus. Det skete som en del af Sorø Kommune og DGI’s partnerskabsaftale, Sammen om mere bevægelse, der er i fuld gang med at skabe bevægelse hos kommunens borgere. 

Troldehavens personale, 17 dagplejere, 2 sundhedsplejersker, samt 1 motorikkonsulent skal over de næste 8 måneder gennemgå en række kursusmoduler, der giver dem redskaber til at skabe bevægelsesglæde og motivation, og værktøjer til at planlægge og afvikle bevægelsesaktiviteter. Dette vil gøre idræt, leg og bevægelse til en integreret del af hverdagen og skabe optimale rammer for børnenes trivsel, udvikling og læring.

Sætter skub i bevægelse

”Troldehaven glæder sig rigtig meget til at komme i gang med DGI-certificeringen”, fortæller pædagogisk leder af Troldehaven, Charlotte Kupiec. ”Det bliver utroligt spændende at være i denne proces, hvor vores pædagogik bliver krydret med bevægelsestankegangen.  Vi har brug for aktive børn, så de får oplevelser, der styrker deres selvtillid, og vi voksne skal virkelig gøre en indsats for at alle børn kommer med.”

Idrætscertificeringen er en af de første store indsatser i Sammen om mere bevægelse. 

Kasper Nygaard, formand for Kultur- og Fritidsudvalget, siger: ”Jeg er glad for, at Sammen om mere bevægelse for alvor begynder at sætte skub i bevægelsen hos borgerne. Lige nu er det pædagogisk personale, som får ny viden og kompetencer inden for idræt og bevægelse til gavn for en masse børn. Men Sammen om mere bevægelse rækker ud til mange andre målgrupper og borgere. Projektet er vigtigt, specielt set i lyset af den nye offentliggjorte Nationale Sundhedsprofil, der bl.a. viser at danskernes mentale og fysiske helbred overordnet set er blevet dårligere.” 

Sammen om mere bevægelse har en målsætning om, at 1.000 flere borgere skal være fysisk aktive, heraf 700 i foreningsfælleskaber.

Lang ventetid på hjælp til MitID

Alle borgere skal i den kommende tid skifte deres NemID ud med det nye MitID, som er en sikrere digital løsning.

Mange henvender sig i Borgerservice for at få hjælp. Det betyder, at Sorø Kommunes Borgerservice i øjeblikket har rigtig lang ventetid på tidsbestilling.

Leder af Borgerservice, Sandra Oemig, siger: 

”Vi arbejder på højtryk på at sænke ventetiden. Det hjælper desværre ikke at ringe til kommunen og rykke eller bede vores callcenter om hjælp. Man må booke tid via hjemmesiden, og der bliver jævnligt lagt flere tider op. Hvis man ikke kan få en tid inden for 30 dage, kan man ringe til sin bank og bede om udsættelse af overgangen fra NemID til MitID. Vi forstår godt, det er frustrerende, men vi arbejder, så hurtigt vi overhovedet kan.”

Fakta: Hvis Borgerservice skal hjælpe med MitID

Husk at medbringe gyldig billedlegitimation (gyldigt pas eller kørekort). Hvis du IKKE har gyldig billedlegitimation, skal du medbringe sundhedskort SAMT dåbs- eller navneattest eller bopælsattest. Og husk endelig dine forskellige koder til NemID og mail.

Sorø Kommune på boligjagt

Sorø Kommune gør sig klar til at modtage flere end de 69 ukrainere, som udgør kommunens kvote i den nationale fordeling af ukrainere med opholdstilladelse. De 69 personer er baseret på, at i alt 10.000 ukrainere får opholdstilladelse i Danmark. Stiger det tal til 20.000, vil Sorø Kommunes kvote udgøre 138 personer. Ukrainere med opholdstilladelse skal tilbydes bolig, skolegang, job mv. 

Kommunen har gennem de seneste uger været i dialog med flere ejere af større bygninger, som vil kunne omdannes til boliger. Kommunen vil gerne i kontakt med andre, som ejer større bygninger, der mere relativt enkle indgreb vil kunne omdannes til boliger til flere familier. 

Privat indkvartering fravalgt

Sorø Kommune har gennem de seneste uger opfordret borgere til at melde sig, hvis de ønsker at tilbyde privat indkvartering af flygtninge. Indkvartering i private hjem er dog ikke den løsning, der står først for, fortæller konst. velfærdsdirektør Henrik Madsen. 

”I første omgang arbejder vi på at kunne tilbyde indkvartering af mere permanent karakter, gerne samlet på et mindre antal lokationer. Det er utrolig generøst, at så mange mennesker tilbyder husly i gæsteværelset, men for alle parters skyld vil vi helst placere flygtningene i noget mere permanent fra starten. Vi er meget taknemmelige for, at så mange borgere har budt ind, og vi kan ikke udelukke, at det kan blive aktuelt på et senere tidspunkt. Men det er ikke den løsning, vi forfølger i første omgang.”

Privat udlejning ja tak

Ejendomsejere som er interesseret i at udleje hele boliger, det kan være i et anneks, et separat hus, en lejlighed eller lignende, vil kommunen dog gerne høre fra.

”Vi får behov for alle de boliger, vi kan skaffe. Så hvis man har en lejlighed eller et hus, som står tomt, hører vi meget gerne fra folk. Her vil der være tale om, at man udlejer sit hus direkte til flygtningene på helt almindelige vilkår, og her kan kommunen være med til at formidle kontakten mellem lejer og udlejer,” siger Henrik Madsen. 

Modtagecenter eller midlertidigt asylcenter

Mange vil tidligere have læst, at Sorø Kommune forbereder modtagelse af 200-300 asylsøgende ukrainere i Sorø Hallen. Dette er en del af det beredskab, kommunen er blevet bedt om at stille til rådighed sammen med de øvrige kommuner i Sydsjælland og Lolland-Falsters politikreds. 

Henrik Madsen forklarer forskellen: ”Et modtagecenter er for ukrainere, som søger asyl – ikke for dem, som søger opholdstilladelse. Med Folketingets særlov fra 16. marts er det blevet væsentligt lettere for de ukrainske flygtninge at springe asylfasen over og gå direkte til opholdstilladelsen. Derfor forventer vi ikke umiddelbart, at modtagecentret bliver aktuelt lige foreløbig.” 

En lille krølle på den vurdering er dog, at Udlændingestyrelsen tidligere på ugen har henvendt sig til Sorø og en række andre kommuner og bedt om, at kommunerne gør klar til at træde til og oprette midlertidige asylcentre, hvis styrelsens egne faciliteter ikke kan følge med behovet. 

”Det betyder altså, at Sorø Kommune i øjeblikket arbejder i tre spor på én gang. Dels er der modtagecentret, som vi kan etablere i Sorø-Hallen med 24 timers varsel. Dels er der den nye forespørgsel på et midlertidigt asylcenter, som vil kræve noget andet end modtagecentret, fordi flygtningene vil kunne være på stedet i ca. en uge. Og endelig er der jagten på permanente eller semipermanente boliger til ukrainere med opholdstilladelse,” siger Henrik Madsen.

Fakta

Udlændingestyrelsen står for at fordele flygtninge med opholdstilladelse mellem landets kommuner. Hvis 10.000 ukrainere får opholdstilladelse i Danmark, vil Sorø Kommune modtage 69 personer. Stiger det tal til 20.000, vil Sorø Kommunes kvote udgøre 138 personer.

Kontakt

Henrik Madsen, konst. velfærdsdirektør, 29 68 31 93

Artikelbillede: Background vector created by starline - www.freepik.com + City vector created by macrovector - www.freepik.com

Vil I være med til at skabe årets Sundheds- og Trivselsuge?

I uge 20 afholder Sorø Kommune en Sundheds og Trivselsuge i samarbejde med DGI-partnerskabet ‘Sammen om mere bevægelse’, Sorø Erhverv og Sorø Erhvervsudviklingsråd. Der vil blive afholdt forskellige aktiviteter i løbet af ugen, som man som borger kan deltage i. 

Derudover opfordres alle – borgere, foreninger og virksomheder – til selv at planlægge trivselsfremmende aktiviteter i løbet ugen.

”Der findes masser af tilbud, foreninger og fællesskaber rundt omkring i Sorø Kommune, som bidrager til et godt liv med sundhed og trivsel. Disse tiltag vil vi gerne gøre mere synlige i Sorø Kommune, så endnu flere kan få glæde af dem – det skal Sorø Kommunes Sundheds- og Trivselsuge bidrage til,” siger Sebastian Bruun Søndergaard, projektleder af DGI-partnerskabet Sammen om mere bevægelse.

Invitation til foreninger

Sorø Kommune inviterer derfor alle foreninger til at byde ind med aktiviteter til det fælles katalog.

”Hvis man som forening har lyst til at være med, er Sundheds- og Trivselsugen en fantastisk mulighed for at invitere ikke-medlemmer inden for og vise lidt af, hvad man som forening har at byde på. Fra kommunens side hjælper vi med at synliggøre aktiviteterne. Så giv os en melding på trivselsuge@soroe.dk, hvis din forening har lyst til at være med,” siger Sebastian Bruun Søndergaard.

Også borgergrupper, lokalråd eller enkeltpersoner, som har lyst til at stå for et arrangement, er velkomne til at byde ind med sundheds- og trivselsfremmende arrangementer.

Sorø Erhverv opfordrer i samme uge de lokale virksomheder til at planlægge trivselsarrangementer for medarbejderne.