Generalforsamling i DUR

Det var endelig blevet muligt igen at forsamles, så den ordinære generalforsamling for Dianalund Udviklingsråd kunne afholdes. Alt foregik som vanligt i god ro og orden. Den afgående formand Henriettes beretning blev godkendt. Regnskaberne for DUR, E-DUR og det sidste regnskab fra Dianalund B&U kultur blev godkendt. Det resterende beløb der var i overskud hos B&U Kultur, har pigerne fra B&U Kultur valgt, skal gå til de forhåbentligt fremtidige Padeltennisbaner, der i øjeblikket forsøges etableret her i Dianalund.

Næste års budget og flagalleen

Næste års budget blev også godkendt, efter at man fik snakket sig frem til, at der skulle afsættes et beløb til den eventuelle bøde der måtte komme, for at have kørt ulovligt med trailerne i forbindelse med opsætning af flagalleen. Bøden forventes udstedt, da det ikke er lovligt at køre med to trailere efter hinanden. Der arbejdes kraftigt på at finde en løsning, således flagalleen igen kan sættes op. Som det ser ud nu, kan det dog tidligst lade sig gøre til næste år. Men det blev slået fast, at der skulle findes en løsning.

Bestyrelsesændringer

De repræsentanter fra bestyrelsen der var på valg og ønskede genvalg opnåede dette og Marianne Vinding fra cafe Corner indtræder som erhvervsbestyrelsesmedlem i stedet for Annika fra Hos Annika. Kristian Egebæk indtræder som foreningsbestyrelsesmedlem i stedet for Henriette Fosgereau. Susanne Larsen overtager revisor posten i stedet for Anders. Det er nu op til den nye bestyrelse at finde en ny formand for DUR.

Lokalarkivet i Dianalund åbner igen

Fra og med torsdag den 27. maj er Lokalarkivet i Dianalund åbent hver torsdag kl. 13-17

Man kan ligesom før Corona aflevere materialer, søge i arkivalier og se arkivets udstilling om Markante kvinder i vores område. I alt 53 kvinder er omtalt som markante og som nogen, der har gjort en forskel.

Man skal være opmærksom på følgende:

  • Der må kun være 10 i lokalet ad gangen
  • Der skal bæres mundbind
  • Man skal på forlangende vise gyldigt Coronapas
  • Man opfordres til at spritte hænder

Lokalarkivet glæder sig over at kunne byde alle velkommen igen

Testcentret er flyttet til Dianalund Centret

Falcks testcenter er flyttet til Dianalund Centret og ligger nu ved SuperBrugesens gamle indgang.

Du kan se åbningstider ved at klikke dig ind på: https://www.falck.dk/foerstehjaelp/saadan-goer-du/fokus-paa-covid-19/coronatest_privat/#testcentre

Se også billede herunder:

Månedens art fra Naturgruppen er sommerfuglen Aurora

Det, vi kender navnet på, lægger vi mærke til! Derfor MÅNEDENS ART med vilde hilsner fra Naturgruppen i Dianalund, som i denne måned er sommerfuglen Aurora

Denne smukke sommerfugl kan ses fra sidst i april og indtil Sankt Hans.

Aurora betyder på latin “guld” og var i romersk mytologi navnet på “Morgenrødens gudinde”.

På billedet til venstre ses hannen med de tydelige orange vingespidser, mens hunnen til højre er hvid og en smule større, men ofte forveksles med en kålsommerfugl. Hvis man er hurtig, kan man dog se, at de begge har et fint, grønt mønster på undersiden, som kålsommerfuglen ikke har.

Har man Løgkarse eller Engkarse i sin have, kan man være heldig, at Aurora lægger et æg på bladene. Men den lægger altså kun ét, for larven er en både kræsen og sulten.

Det kan ikke betale sig at gå efter et kamera, for så er Aurora danset videre ud i verden - den skal bare nydes :-)

Tag et kig her og få ideer til, hvordan du får flere sommerfugle i haven: 

https://www.dn.dk/vi-arbejder-for/biodiversitet/flere-sommerfugle-i-haven/

Artikelbilleder: jggrz fra Pixabay

Byens Blad – Dianalunds Bymagasin er ude med nummer 23

Dianalund BY - Byens Blad er ude med 23. udgave af Dianalund og omegns eget bymagasin. I dette nummer skrives der blandt andet om Markedsdagen i Dianalund Centret, et stort indlæg om kunsteren Helmer Breindahl der gik bort den 10. april, 76 år gammel. Derudover kan du blandt andet også læse anden del af historien om Holbergskolen fortalt af lokalhistorikeren Jørgen Mogensen, samt meget andet godt om vores lokalområde.

MÆ RK vender tilbage

Derudover kan man også læse om den glædelige nyhed at MÆ RK Dianalund vender tilbage, efter at være blevet blokeret af Coronarestriktionerne. Det er planen at der vil blive afholdt en lidt kortere uge startende med fritiden den 26. august, derefter forrtsættes med kulturen om fredagen hvorefter demokratiet skal mærkes efter i sømmene og lørdagen som en slag forsinket grundlovsdag. Til sidst men absolut ikke mindst bliver der sluttet af med fest "På Banen" om aftenen efter de sidste politiske taler er afsluttet.

Har du ikke fået Byens Blad

Hvis du ikke har modtaget Byens Blad i din postkasse kan du hente et eksemplar i SuperBrugsen i Dianalund Centret, ejendomsmægler Povl Tams-Pedersen samt biblioteket i Dianalund og Kulturhuset i Stenlille.

Første spadestik til områdefornyelse i Stenlille

Onsdag den 26. maj kl. 12 tages første spadestik til den kommende områdefornyelse i Stenlille. Alle er velkomne.

Alle er velkomne, når borgmester Gert Jørgensen og formand for Teknik og Miljøudvalget, Jens Nygaard, tager det første spadestik og dermed giver startskuddet til områdefornyelsen, som forventes gennemført ved udgangen af året.

Områdefornyelsen sker for at styrke udviklingen i Stenlille og gøre byen mere attraktiv for både tilflyttere og private investorer. Det samlede budget for projektet er ca. 10 mio. kroner.

Formand for Teknik og Miljøudvalget, Jens Nygaard, siger: ”Med områdefornyelsen har vi ønsket at skabe en mere sammenhængende og indbydende oplevelse af bymidten til glæde for både borgere, de lokale handlende og nye tilflyttere.”

Borgmester Gert Jørgensen siger: ”Med områdefornyelsen vil vi give Stenlille endnu et løft, som også gør byen mere attraktiv for de eksisterende beboere og nye investorer, som vil være med til at udvikle byen med bl.a. flere boliger.”

Borgernes ønsker

Inge Lise Vadstrup Jensen fra Friis Andersen og ETN Arkitekter, som er rådgivere på områdefornyelsen, siger: ”Fra rådgivers side har vi fokuseret på i videst muligt grad at imødekomme borgernes ønsker om en flottere og mere tryg hovedgade. Det har været lidt af et puslespil at få plads til både cykelstier, vejtræer og parkering i gaden.”

”Formålet med projektet er jo en generel forskønnelse og opstramning af byrummet, og det synes vi lykkedes rigtigt fint. Der sker en særlig indsats omkring stationen, hvor vi skaber en ’byens plads’, med en samlende belægning, som binder byrummet sammen. Vi har ønsket at understøtte byens liv, og vi håber, at projektet vil medvirke til at Stenlille igen fremstår fin og attraktiv som en af de centrale bosætningsbyer i Sorø Kommune,” siger Inge Lise Vadstrup Jensen.

Hav tålmodighed – og husk det lokale erhvervsliv 

Mens områdefornyelsen står på, vil det blive besværligt at komme igennem Hovedgaden. Entreprenøren MøllerLøkkegaard vil gøre alt for at minimere ulemperne for borgerne. Entreprenøren tilbyder, at der vil der være ugentlig kontortid af en halv times varighed, hvor man som borger kan henvende sig direkte til entreprenøren med eventuelle spørgsmål om projektet.

Sorø Kommune håber, at alle vil udvise forståelse, og at borgerne vil huske at støtte de lokale butikker og erhvervsdrivende også i byggefasen.

Tid og sted

Begivenheden markeres klokken 12.00 ved Faktagrunden, Hovedgaden 60, 4295 Stenlille.

Sorø Kommune byder på håndmadder og sodavand med tryg coronaafstand.

Fakta

  • Områdefornyelsen har et samlet budget på ca. 10 mio. kr. Områdefornyelsen er medfinansieret af byfornyelsespuljen under Bolig- og Planstyrelsen.
  • Områdefornyelsen gennemføres fra maj til udgangen af november 2021.
  • Rådgivere på projektet er Friis Andersen og ETN Arkitekter.
  • Entreprenør: Møller Løkkegaard 

Artikelbillede: Trond Strandsberg

Årlig test af sirener

Beredskabsstyrelsen gennemfører den årlige afprøvning af sirenesystemet

ONSDAG DEN 5. MAJ 2020 KL. 12:00 TIL KL. 12:15

Sirenerne afgiver signal tre gange.

  • 1. gang: Tonen stiger hurtigt og falder langsomt:
    Signalet varer i alt 45 sekunder. Signalet betyder: "GÅ INDEN DØRE"
  • 2. gang: Tonen stiger hurtigt og falder langsomt:
    Signalet varer i alt 45 sekunder.Signalet betyder: "GÅ INDEN DØRE"
  • 3. gang: Æ°n lang tone:
    Signalet varer i alt 45 sekunder. Signalet betyder: "FAREN ER FORBI"

Personer, der opholder sig i en vandret linje inden for 40 meter af et sirenehoved, løber en risiko for at pådrage sig høreskader, når sirenen afgiver signal. Effektivt høreværn skal derfor altid anvendes.

Der er derimod ingen risiko for at pådrage sig høreskader ved almindeligt ophold under sirener.

Ring ikke til 1-1-2, politi eller brandvæsen, fordi sirenerne afgiver signal. Unødvendige opkald om sirenesignal kan blokere alarmcentralen for livsvigtige meddelelser.

Læs mere om varsling på www.brs.dk