Dianalunds bæredygtige bydel skal bygges på naturens præmisser

Byrådet behandlede den 16. december en sammenhængende helhedsplan samt tilhørende lokalplanforslag for Pilegårdstrekanten. Lokalplanforslaget sendes nu i offentlig høring fra 6. januar frem til 3. februar 2021. 

Helhedsplanen for den 175.000 m2 store udbygning af Dianalund er udviklet af Årstiderne Arkitekter, som er en del af Sweco. Her har et tværfagligt team af arkitekter, ingeniører, biologer og bæredygtighedseksperter fra arkitekt- og ingeniørvirksomheden siden foråret arbejdet med at udvikle en sammenhængende helhedsplan med natur og fællesskab i fokus. På baggrund af helhedsplanen har Sorø Kommune udarbejdet et lokalplanforslag, som understøtter helhedsplanens principper og visioner.

- Lokalplanforslaget lægger op til at skabe et attraktivt og bæredygtigt boligområde med gode muligheder for fællesskaber og naturoplevelser lige uden for døren. Med et miks af boformer vil området være interessant for mange borgere, siger borgmester Gert Jørgensen.

Formand for Teknik- og Miljøudvalget, Jens Nygaard, tilføjer: 

- Vi oplever en stigende interesse for at bosætte sig i Dianalund, takket være byens mange kvaliteter i form af dagtilbud, skoler, butikstorv og områder, der inspirerer til aktiv udfoldelse. Det nye boligområde bliver en naturlig og spændende udvidelse af Dianalund, som vi kan være stolte af. Det bliver et område, som er godt at bo i, og som samtidig tager hensyn til landskabet og naturen.

https://www.instagram.com/p/CGD2AS6hma0/

Natur og boliger hånd i hånd

Lokalplanforslaget lægger op til en bebyggelse med fællesskabet som omdrejningspunkt, hvilket understøttes af varierede boligtyper, fællesarealer og fælleshuse. Boligerne skal bygges af sunde og langtidsholdbare materialer. Endelig er det visionen, at byudviklingen sker på landskabets og naturens præmisser. 

- Ofte ser man det modsatte, nemlig at boligerne får forrang for naturen, der så må klemmes ind på den tilbageværende plads. For Pilegårdstrekanten har vi taget afsæt i de geotekniske undersøgelser og identificeret tørre og våder områder, der egner sig til nedsivning af regnvand og regnvandsbede. Vi har lavet en varieret beplantningsplan efter stedets naturligt forekommende fauna og har valgt træer og buske, så de passer til jordbundsforholdene, forklarer Malene Jensen, der er byplanlægger og projektleder hos Årstiderne Arkitekter og har udarbejdet helhedsplanen

Lokalplanforslaget opdeler således området i seks delområder med navne som Bøgeparken, Lærkedalen og Tjørneengen, hvilket også afspejler, at naturen får lov at spille en hovedrolle i området. Samlet set lægger lokalplanforslaget op til en bydel med plads til mange forskellige familietyper i de ca. 300 boliger og med plads til ca. 700 beboere. Både helhedsplanen og lokalplanforslaget er udviklet i tråd med Sorø Kommunes Vision 2022 og FN’s verdensmål med særligt fokus på mål 11, 12 og 13 og ikke mindst mål 3 om sundhed og trivsel. Ambitionen er at understøtte mental og fysisk sundhed via fællesskaber på tværs af generationer via den blandede bebyggelse, fælleshusene samt en varieret og inspirerende natur.

Fakta om helhedsplanen:

1)      En bebyggelse på landskabets og naturens præmisser

Bestemte områder er oplagt til regnvandshåndtering på grund af specifikke nedsivnings-, jordarts- og terrænforhold. På den baggrund er der skabt en gennemgående struktur, som forbindes til Dianalunds overordnede stiforbindelser, attraktioner og grønne områder. 

2)      Fællesskab i fokus

Lokalplansforslaget fokuserer på social bæredygtighed og mulighed for en mangfoldig befolkningssammensætning samt alternative boformer, således at der både tilbydes åben-lav bebyggelse, tæt-lav bebyggelse og etageboliger i varierende størrelser. Lokalplanforslaget giver mulighed for op til ca. 300 boliger i området. Der er desuden mulighed for fælleshuse, etablering af et friplejehjem, et seniorbofællesskab og en daginstitution.

3)      Sunde og langtidsholdbare materialer

Lokalplanforslaget skaber rammerne for langtidsholdbar og fremtidssikret arkitektur. Der fastsættes ikke snævre bestemmelser om for eksempel specifikke tagformer, men fokuseres i stedet på, at materialerne er bæredygtige (f.eks. holdbare og vedligeholdelsesvenlige samt ressourcemæssigt forsvarlige byggematerialer). Kvalitet og bæredygtighed er ikke statiske størrelser, så lokalplanforslagets rammer giver plads til den udvikling, som vil komme inden for bæredygtige byggematerialer.

Fakta om Pilegårdstrekanten

  • Et 175.000 m2 stort område tæt på bycenter, bibliotek, skole og Hospicegården Filadelfia samt naturen og landskabet mod sydøst
  • Et miks af boformer og boligtyper, dvs. rækkehuse, etagehuse og parcelhuse
  • I alt ca. 300 boliger og ca. 700 beboere
  • Området og boligerne skal udformes og indrettes så bæredygtigt som muligt med inspiration fra FN’s verdensmål og Sorø Kommunes Vision 2022

Link til helhedsplan for Pilegårdtrekanten

Link til forslag til lokalplan for Pilegårdstrekanten

Forventet tidsplan 

  • Offentlig høring af lokalplanforslaget fra 6. januar frem til 3. februar 2021
  • Endelig vedtagelse af lokalplanforslaget i april 2021
  • Byggemodning september 2021 – februar 2022
  • Udbud og salg af grunde i februar 2022 med forventet overtagelse i juni 2022

Flere podninger i Sorø hallen skal lette trykket

Sorø Kommune giver plads til, at Region Sjælland kan udføre flere tests for Corona i Sorø Hallen i december.

En Corona-test er i høj kurs op til jul, og der er pres på alle landets testfaciliteter. Kombinationen af det høje smittetal på tværs af landet og ønsket om at kunne gå den forestående højtid i møde med en negativ Corona-test har fået køerne til at vokse.

Region Sjælland har derfor valgt at øge sin testkapacitet og udvider også åbningstiden for testsatellitten i  Sorø Hallen. Her vil det være muligt at booke Corona-test i tidsrummet 10-15 alle dage fra d. 16. til d. 22. december, begge dage inklusiv.

Nye prøvetiderne bliver klar på www.coronaproever.dk fra tirsdag d. 15. december.

Nabohjælp-app anbefales af politiet

Nabohjælp er en af de mest effektive metoder til at undgå indbrud. Faktisk så effektiv, at det forebygger op mod hvert fjerde indbrud. 

Med Nabohjælps gratis app er det blevet nemmere at være nabohjælper. 

  • Du får mulighed for at se, hvem i nabolaget, der er med i Nabohjælp
  • Du kan arrangere feriehjælp med betroede naboer 
  • Du kan skrive, læse og kommentere advarsler i dit nabolag
  • Du og dit nabolag kan koordinere en fokuseret indsats, hvis der er tyve på spil i dit lokalområde
  • Du kan spørge nabolaget om alt, hvad naboskabet rummer
  • Du får mærker til postkassen, så alle kan se, at du er med

Læs mere på www.nabohjaelp.dk/app eller hent Nabohjælp-app’en gratis i App Store eller på Google Play.

Indbrud øger risikoen for flere indbrud – det mønster kan brydes med Nabohjælp

Har der først været indbrud, stiger risikoen for flere indbrud. Ikke kun for det ramte hus, men også for naboerne i en radius af 200 meter. Derfor aktiverer Nabohjælp-app’en alle nabohjælpere i området, så mønstret kan brydes. 

Borgerservice hjælper Sorø kommunes borgere indtil jul

Borgerservice står klar til at hjælpe i de kommende uger.

Der er åbent i Borgerservice, mens de skærpede COVID-19 tiltag, som rammer Sorø Kommune fra fredag den 11. december kl. 16 betyder, at resten af funktionerne i Rådhuset herefter træffes på telefon og e-mail.

Borgerservice har åbent alle hverdage frem til jul.

Åbningstiderne

Mandag til onsdag fra 10-13

Torsdag fra 10-17

Fredag fra 10-13 

Et telefonopkald til Borgerservice kan i de fleste tilfælde hjælpe dig med at løse dit problem via vores selvbetjeningsløsninger.

Hvis du ikke har akut brug for hjælp i Borgerservice, så bliv hjemme og ring til os i stedet på: Tlf.: 78 76 06 90 eller skriv til borgerservice@soroe.dk.

Borgerservice holder lukket fra den 24. december til den 3. januar 2019, begge dage inklusiv. Vi åbner igen mandag den 4. januar 2019.

Sorø Kommunes øvrige institutioner er selvsagt også påvirkede af de skærpede COVID-19 tiltag.

Besøgsrestriktioner på plejecentrene

På baggrund af et straks påbud fra Styrelsen for patientsikkerhed indføres der besøgsrestriktioner på alle plejecentre i Sorø kommune fra den 7. december 2020.

Det betyder, at der kun er adgang til plejecentrene, hvis du er pårørende, ansat i Sorø kommune eller behandler.

Der er mulighed for at én fast pårørende kan komme på besøg i borgerens egen bolig. Dette skal aftales med gruppelederen på det plejecenter, hvor borgeren bor.

Der er ikke mulighed for besøg i besøgsrum på nuværende tidspunkt.

Der arbejdes på højtryk på at få en opdateret retningslinje klar, hvor der vil fremgå yderligere oplysninger. 

Besøg udenfor

Det er fortsat muligt at besøge borgerne på et plejecenter, hvis besøget foregår udenfor - også for andre personer end den udpegede faste besøgsperson.

Hvis du gerne vil ud og gå tur med en borger eller på anden måde vil være sammen udenfor, så kontakt personalet på plejecentret,  hvor borgeren bor. Personalet skal have besked mindst to timer før det planlagte besøg, så sørger vi for at hjælpe borgeren med at blive klar til du/I kommer.

Brug af mundbind eller visir

Der skal anvendes mundbind eller visir når du går igennem plejecentrets fælles arealer for at komme til beboerens bolig eller besøgsrummet

Hvis det er muligt at holde 2 meters afstand under besøget, er der ikke krav om, at der anvendes mundbind eller visir

Hvis det ikke er muligt at holde to meters afstand, skal der anvendes mundbind eller visir under hele besøget.

Sundhedsstyrelsens retningslinjer skal fortsat følges

Når du kommer på besøg, skal du fortsat følge Sundhedsstyrelsens retningslinjer.

Det betyder, at:

  • Du skal anvende mundbind når du er på besøg
  • Besøget foregår i beboerens egen bolig, eller på udendørs arealer
  • Du skal holde afstand til beboeren
  • Når besøget er slut, skal du aftørre overflader, for eksempel stole og borde, med overfladedesinfektion
  • Hvis du som pårørende har symptomer på sygdom (almindelige symptomer på influenza og anden øvre luftvejsinfektion med ondt i halsen, sygdomsfølelse, muskelsmerter, tør hoste og feber, hovedpine, tab af smag- og lugtesans, kvalme eller diarré), kan du ikke komme på besøg
  • Isolerede borgere med mistanke om eller bekræftet COVID-19 kan ikke modtage besøg

Frivillige ildsjæle fejret

Mandag modtog Ole Brøndum fra Æ ldresagen årets individuelle pris, mens den kollektive pris gik til Værger og Netværksfamilier under Røde Kors Sorø.

Afsløringen af prisvinderne plejer at ske på Frivillig Fredag, foran en sal fyldt med flere hundrede festglade mennesker. Men pga. coronaen foregik prisoverrækkelsen i år lidt utraditionelt, nemlig på vindernes hjemmeadresser. Men stemningen fejlede intet, da Jens Nygaard, næstformand for Social- og Sundhedsudvalget, overrakte priserne til de to vindere.

Fem nominerede

For Jens Nygaard og Social og Sundhedsudvalget har det ikke været nemt at vælge mellem de mange indstillinger til priserne. Men de var kommet frem til at nominere fem, nemlig Ingse Rasmussen, Lokalrådsformand i Ruds Vedby, Ole Brøndum, Næstformand i Æ ldresagen Sorø, Ib Skovlykke, Formand for NOOB (Niløse og Omegnsbeboerforening), Værger og Netværksfamilier under Røde Kors og Mums.

Herreværelset

Et enigt udvalg pegede dog på de to prisvindere. Ole Brøndum er udvalgt, fordi han betegnes som en ildsjæl med mange jern i ilden. Han har bl.a. som initiativtager til 'Herreværelset' været med til at skabe nye muligheder for mænd, som pludselig står i en livssituation, som kan virke uoverskuelig. Det kan være fordi, det er svært at få gang i pensionistlivet, eller fordi man måske har mistet en ægtefælle.

En rød tråd

Og de frivillige Værger og Netværksfamilier under Røde Kors Sorø, er udvalgt, fordi de gør en kæmpe indsats. Ikke alene for det enkelte menneske, der er kommet til Danmark for at få beskyttelse, men også for (lokal)samfundet, da de bidrager til, at nye medborgere hurtigere finder sig til rette i deres nye liv. Netværksfamilierne er en slags rød tråd i flygtninge-borgernes liv.

Vibes i Dianalund bidrager til en mere bæredygtig verden

Der var ikke langt fra tanke til handling, da Kim Hagenow fra Vibes Malerfirma for snart et år siden deltog i nytårskuren, som Sorø Erhverv og Erhvervsudviklingsrådet afholder hvert år i januar. Her blev han inspireret af Sandstone Natursten, der fortalte om deres arbejde med FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling.

Fremtidens kunder vælger bæredygtigt

For at komme hurtigt i gang med det bæredygtige arbejde valgte Vibes Malerfirma, som er ejet af Kim Hagenow og hans søster Karina Christensen, at gå strategisk til værks. De udvalgt derfor tre verdensmål, som giver god mening for både virksomheden og kunderne. 

”Ved at arbejde aktivt med verdensmålene imødeser vi en tendens, der er i tiden, hvor folk har større fokus på ansvarlighed og bæredygtighed,” siger malermesteren. Han mener at bæredygtig ansvarlighed bliver et konkurrenceparameter på den lange bane, og at man som virksomhed er nødt til at følge med tiden, hvis man skal have fat i fremtidens kunder.

Ligestilling i et håndværksfag

Malerarbejde er hårdt arbejde. Det kræver styrke at spartle vægge og sætte filt op. Og malerstiger kan være tunge og svære at håndtere. Det ved Kim Hagenow og hans ansatte godt. De ved også, at det kan være ekstra hårdt for en lille kvinde at slæbe på de tunge stiger. Derfor er han og de andre mandlige ansatte altid opmærksomme og tager gerne det tunge slæb, hvis en af de kvindelige kollegaer skal have en stige op på et tag.

Malerfaget er et af de håndværksfag, hvor der er flest kvinder ansat. Seks af de 10 medarbejdere i Vibes Malerfirma er kvinder. Derfor var ligestilling mellem kønnene et af de verdensmål, der var oplagte at have fokus på, da Vibes Malerfirma skulle lægge sig fast på de, som virksomheden ønskede at arbejde med.

Selv om mændene tager de tunge stiger, føler kvinderne sig ikke mindre ligeværdige. De gør nogle andre ting i stedet. Ifølge Kim Hagenow er de kvindelig malere bedre til finish end mændene. Han fortæller, at medarbejderne har respekt for hinanden og er gode til at samarbejde. 

Socialt ansvar

”Vi er meget sociale og er næsten som en familie. Det er også derfor, at halvdelen af medarbejderne i virksomheden har været her i otte - ti år. Medarbejderne kan måske godt gå ud og få mere i løn et andet sted. Men vi behandler hinanden ordentligt. Og hvis der er en, der er lidt nede over noget på hjemmefronten, er vi gode til at støtte,” siger Kim Hagenow, som understreger, at ordentlighed og anstændighed er et af omdrejningspunkterne i malerfirmaet, som også tager praktikanter og flexjobbere for at hjælpe dem ud på arbejdsmarkedet.

Hver en dråbe maling bliver brugt

Før i tiden var det kutyme, at malerne lod de sidste malingsrester blive hos kunderne.

”Så stod malingen typisk ude i kundens skur i nogle år, hvorefter den blev kørt på genbugspladsen,” siger Kim Hagenow. ”Men nu tænker vi i ansvarligt forbrug og produktion. Så vi tager malingen med tilbage til forretningen. Og når der er tid i overskud, hælder vi malingsresterne sammen, så vi kan bruge dem i andre maleropgaver. Vi sparer virkelig meget maling ved at hælde det sammen og udnytte hver en dråbe.”

De farvede rester kan malerne ikke tage med ud til nye kunder. ”Hvis der er en sjat fra et lyserødt børneværelse, kan vi ikke genbruge den. Men vi har en aftale med byens to børnehaver og SFO’en, om at de kigger forbi engang imellem. Så får de 30-40 sjatter i alle mulige farver. På den måde bidrager vi sammen til en mere bæredygtig verden,” siger malermesteren.

Fakta

Verdensmålene i Sorø 

Sorø kommunes Vision 2022 bruger aktivt FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling til at understøtte økonomisk vækst. Med afsæt i verdensmålene vejleder og hjælper Sorø Erhverv og kommunens verdensmålsambassadør virksomheder og foreninger til at arbejde bæredygtigt.

Vibes Malerfirmas arbejde med verdensmålene

Vibes Malerfirma arbejder aktivt med tre af de 17 verdensmål:

  • Verdensmål 5: Ligestilling mellem kønnene.
  • Verdensmål 8: Anstændige jobs og økonomisk vækst.
  • Verdensmål 12: Ansvarligt forbrug og produktion.

Artikel og billeder: Pipaluk Balslev, Verdensmålsambassaddør

Julebelysning på borgerhuset

Du har måske allerede lagt mærke til, at der er kommet julebelysning på borgerhuset. Det kom samtidig med der blev pyntet op i Dianalund Centret og er sat op i et samarbejde mellem borgerhuset og Dianalund Udviklingsråd.

Foreningen for Borgerhuset og DUR har valgt, at det skulle være det samme, som det nye julelys Dianalund Centret har fået sat op i år, for at der kan skabes en sammenhæng mellem disse to markante bygninger.

Læs mere: Julelys i Dianalund Centret

Ekstra julehygge

Det er begge foreningers håb at det vil være med til at skabe lidt ekstra julehygge til alle forbipasserende og brugere af Borgerhuset og På Banen.

Bestil en fartkontrol

Borgerne i lokalsamfundene er dem, der på tætteste hold oplever, når der bliver kørt for hurtigt på vejene - det gælder både ved landsbyens gadekær og på lange, lige strækninger i det åbne landskab.

- Vi kan med borgernes hjælp tilrettelægge og målrette vores færdselskontroller, så de giver bedst mening i forhold til placering og tidspunktet, siger vicepolitiinspektør Erik Mather, der er leder af færdselsafdelingen. Han fortsætter:

- Vi er glade for borgernes henvendelser. I nogle tilfælde viser det sig, at trafikanterne ganske rigtigt kører alt for hurtigt, og det resulterer i en bøde, måske et klip i kørekortet eller en betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten.

Måske viser det sig, at trafikanterne kører, som de skal, men politiet vurderer efterfølgende, om kontrollen giver anledning til andre indsatser eller færdselstekniske tiltag.

Det handler om trafiksikkerhed

Det er dokumenteret, at for høj hastighed er medvirkende årsag til alt for mange færdselsuheld, og jo hurtigere, der bliver kørt, jo alvorligere bliver skaderne. Det gælder både de materielle og menneskelige skader. Så derfor er det afgørende, at hastigheden bliver reduceret.

- Vi kan heldigvis konstatere en tendens til, at gennemsnitshastigheden bliver reduceret efter fx et års målrettede færdselsindsatser på en strækning, siger Erik Mather.

Ordningen med bestil en færdselskontrol blev sat i søen i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politikreds i 2014 som en forsøgsordning, og det har været en så stor succes, at den nu er blevet udbredt til hele landet. Når bestillingen er lavet på politiets hjemmeside, får borgeren en kvittering og en tilbagemelding, om kontrollen kan gennemføres. Der kan være trafikforhold, der gør, at målingen ikke kan laves, men i de fleste tilfælde er svaret positivt, og inden for de kommende 30 dage bliver kontrollen gennemført.

Bestil kontrollen her

Du kan bestille en færdselskontrol her: www.politi.dk/bestilenbetjent.

Fakta

Fra 1. januar til 31. oktober 2020 er der gennemført 594 kontroller, som er bestilt af borgerne på politiets hjemmeside. Heraf er de 62 kontroller gennemført i Sorø Kommune.