Som noget helt nyt holder Sorø Kommunes skoler et stort arrangement for ca. 300 ordblinde elever og deres forældre. Det sker den 9. september i Sorø Hallen.
Ordblindedagen byder på foredrag med standup-komiker Christian Fuhlendorff, som selv er ordblind, og ordblindementor Christian Bock, samt stjerneløb og aktiviteter og rig mulighed for at høre om de digitale hjælpemidler, der findes til ordblinde.
Formand for Børn og Undervisningsudvalget i Sorø Kommune, Lars Damgaard, glæder sig til dagen.
– Jeg syntes i dén grad om idéen om en ordblindedag. Ordblindhed er et handicap, man ikke kan se, og ethvert positivt fokus på udfordringen er velkomment. Både børn og voksne har brug for nogen at spejle sig i og for ikke at blive marginaliseret, og det kan netop sådan en dag være medvirkende til. Jeg håber også, at dagen kan bidrage med vidensdeling både for børn, forældre og fagpersoner, siger han.
Det er Sorø Kommunes læsevejledere, som har taget initiativ til den nye ordblindedag.
– Vi vil gerne være med til at nedbryde nogle af de tabuer, der findes om ordblindhed. Med de hjælpemidler, der findes i dag, findes der faktisk ikke noget, man ikke kan som ordblind. Men man skal arbejde hårdere end mange andre, og derfor synes vi, at de ordblinde fortjener et stort skulderklap og en masse positiv opmærksomhed, siger Bente Lauritsen, læsevejleder på Pedersborg Skole.
På alle skoler i Sorø Kommune har man uddannet ordblinde elever til AppWriter-agenter, som kan støtte andre ordblinde elever, hjælpe både elever og lærere med de digitale hjælpemidler og fungere som rollemodeller. De unge agenter får også en aktiv rolle at spille på ordblindedagen.
Fakta
- Ordblindedagen finder sted mandag den 9. september kl. 8.30-14.00 i Sorøhallen.
- Ca. 400 ordblinde elever og forældre ventes at deltage.
- Forældre og andre interesserede, som ikke har mulighed for at deltage i arrangementet, kan høre Christian Bocks foredrag på Pedersborg Skole kl. 15.30-17 eller på Sorø Akademi kl. 19-20.30.
- Ca. 3-7 procent af befolkningen er ordblinde. Ca. hver femte dansker har læse- eller skrivevanskeligheder.
- Ordblindhed findes i forskellige grader. I skolen har man mulighed for at teste for ordblindhed fra 3. klassetrin.ÂÂ
Kontakt
For flere oplysninger, kontakt Klaus Bolø, arrangør og testlærer (ordblinde), på telefon 41 18 27 96 (bedst efter 9.30) eller på mail klbo@soroe.dk.
Program for dagen
Kl. 08.30: Ankomst
Kl. 09.00: Velkomst ved Formand for Børn og Undervisningsudvalget og fagcenterchef i Hal 1
Kl. 09.15-10.30: Foredrag i Hal 1 ved ordblindementorChristian Bock, der selv er ordblind.
Kl. 10.30-12.30: Stjerneløb og åbent på udstillerstandene i Hal 3A+B (Gyldendal, Nota,
Wizkids, Sorø Akademi, EUD, UU, Erhvervsliv m.fl.), frokost i cafémiljøet i Hal 3A+B.
Kl. 12.30-13.30: Foredrag i Hal 1 ved Christian Fuhlendorff, standup-komiker, der
selv er ordblind
Kl. 13.30-14.00: Afrunding og evaluering af dagen.