113 statslige arbejdspladser til Stenlille
Erhvervsministeriet har i dag på et pressemøde offentliggjort planerne om næste runde af udflytningen af statslige arbejdspladser. 113 arbejdspladser i energisektoren flytter til Stenlille.
Ifølge Sorø Kommunes oplysninger drejer det sig om 103 arbejdspladser i gassektoren og 10 arbejdspladser i forbindelse med Energinets opgaver i forbindelse med gaslagre i Danmark.
Udflytningen af arbejdspladser til Stenlille sker som led i regeringens ønske om at konsolidere den danske gasdistribution i et statsligt selskab, som får et nyt samlet hovedsæde i Viborg og et af sine driftscentre i Stenlille. Driftscentret skal ligge i tilknytning til gaslageret i Stenlille. De 103 arbejdspladser omfatter primært teknisk personale, som varetager driften af gasnettet. Hertil kommer yderligere 10 arbejdspladser vedrørende Energinets opgaver i relation til gaslagre. Det nye statslige selskab er med til at bringe Danmark i retning af mere vedvarende energi, forsyningssikkerhed og markedsadgang.
Borgmester Gert Jørgensen glæder sig meget over udflytningsplanerne.
– Det er meget positivt, at vi kan se frem til at få tilført 113 statslige arbejdspladser til Stenlille. Det vil betyde en styrkelse af arbejdsmarkedet i hele kommunen og en styrkelse af aktivitetsniveauet i det lokale erhvervsliv. Samtidig er det en stor gevinst til lokalsamfundet, som jo i forvejen er inde i en meget positiv udvikling og har været det gennem nogle år.
Gert Jørgensen fortæller, at Sorø Kommune og Sorø Erhverv vil nedsætte en taskforce, der skal forfølge mulighederne i forhold til udflytningen.
– Vi tager kontakt til de pågældende medarbejdere for at byde dem og deres ægtefæller eller partnere velkomne og tilbyde dem en rundtur i området, så de kan få en fornemmelse af både boligmulighederne og mulighederne for at finde job til deres ægtefæller. Den tilgang har vi haft god succes med i forbindelse med tidligere statslige udflytninger af arbejdspladser til andre kommuner, hvor flere medarbejdere har valgt at bosætte sig i Sorø Kommune, siger han.
Gert Jørgensen forventer, at udflytningen kan sætte skub i boligudviklingen i den nordlige del af kommunen.
– Der er gode muligheder for at sætte gang i boligudviklingen. Sidste år erhvervede vi Pilegårdstrekanten i Dianalund med henblik på boligudvikling, og i Stenlille er der gode muligheder på Slettebjergvej. Så fra Sorø Kommunes side er vi klar til at gribe de muligheder, udflytningen skaber.